fbpx
Flot pige blog logo

10 tips til børnefotografering

 

1. Mad

Alle forældre kender det. Dit barn er sulten og pludselig kan en ”ligegyldig” ting få barnets verden til at bryde sammen. De fleste oplever det omkring kl. 16:30 og frem til aftensmaden hvor barnet både er sulten og træt efter en lang dag. At dit barn har fået fyldt depoterne før en børnefotografering er en af de største faktorer for om dit barn kan klare at blive fotograferet i 5 minutter eller op til en time. Uden mad og drikke, duer helten ikke. Dette gælder også når barnet skal fotograferes. Dagen hvor dit barn skal fotograferes er en speciel dag, så her er det også okay at give lidt af det som er ekstra lækkert inden jeg kommer så maven er fyldt godt op.

 

2. Tøj

Har du tænkt på hvad dit barn skal have på inden fotografering? Hvad er vigtigst for Jer? Hvad er vigtigt for dit barn? Jeg oplever ofte, at piger der selv har fået lov at vælge tøj viser sig stolt frem foran kameraet. Måske din datter har en kjole/nederdel som kun er til specielle formål. Hvis du siger til din datter at hun helt selv må vælge tøj og at der er frit valg mellem ALT hendes tøj, tror du så ikke chancen for hun vælger den der flotte nederdel du alligevel havde tænkt hun skulle have på? Foregår fotograferingen i naturen, eller indendørs?

 

Ved naturfotografering:

  • Er det koldt? Sørg for dit barn får tøj på så barnet ikke fryser. Har du kun den der slidte jakke i neon farver? Så kan ekstra lag tøj være en løsning fremfor jakken.
  • Lad dit barn få noget tøj på som gerne må blive lidt beskidt. Vi holder os så vidt muligt fra de dybe mudderpøle, men hvis dit barn sætter sig på en træstamme med mos og barnet bliver lidt grønt på bukserne så pyt.
  • Har du en fed hue? Tag den med! Har du forskellige jakker og du ikke kan bestemme dig? Tag dem med! Du kan altid skifte tøj undervejs.
  • Undgå så vidt muligt iøjnefaldende print etc. På tøjet. Rene farver virker bedst. Streger/mønstrer, tiltrækker meget opmærksomhed og tager opmærksomheden fra ansigtet.

Ved indendørsfotografering

  • Rene farver virker. Giv gerne dit barn tøj på som passer godt og uden for meget mønster i.
  • Er dit barn 0-1 år? En hvid body fungerer altid godt så der kommer nogle søde ”elastikker” på kroppen.
  • Hav gerne en vådserviet/lommelet klar. Vær gerne opmærksom på om barnet har snot hængende/havregrød i ansigtet før og under fotografering.

 

3. Forberedelse på fotografen kommer

Hvad siger du til dit barn før fotografen kommer? Jeg oplever ofte, at barnet er meget spændt og til tider er nervøs for hvad det er for en fremmed mand der kommer. Du ønsker nok at dit barn står med åbne arme og stort smil når jeg træder ind af døren. Det sker sjældent! For jeg er fremmed! Hvad siger man til et barn for at forberede det? Her er nogle forslag:

  • I morgen/i dag kommer Daniel, han har en masse spændende ting med og vi skal have det rigtig sjovt!
  • I dag er en spændende dag! Daniel kommer herhjem og han glæder sig rigtig meget til at se dit legetøj/møde dig!
  • I dag kommer Daniel og han skal tage nogle billeder! Derfor får du lov til at have (indsæt selv tøj som dit barn elsker at have på) på. Det bliver rigtig sjovt!

Undgå at bruge ordet ”smil”

Dit barn opfører sig altid så godt som det kan, der er ingen grund til at lægge yderligere pres på. Ordet ”Smil” betyder i dine øjne, at dit barn skal vise det der superflotte lækre charmerende smil som du elsker. Det som i virkeligheden sker når man bruger ordet ”smil” er, at dit barn hører ”Vis så meget af dine sammenbidte tænder som muligt og spænd alle muskler i ansigtet og stik dit ansigt så langt frem som du kan.
Hvis dit barn har det sjovt under børnefotografering, så skal de smil du elsker nok komme frem. Det er mit ansvar som fotograf i samarbejde med dig at få skabt en tryg og glad stemning. Gør vi det og opfører os lidt tosset, ja så skal du nok få alle de smil du ønsker.

 

4. Opmærksomhed

Børn elsker opmærksomhed! De vil gerne ses og høres. Under en fotografering gælder det samme. Positiv opmærksomhed under en fotografering gør underværker! Om det er en baby på 8 måneder eller et barn på 5 år, så er positiv opmærksomhed fra fotograf og forældre guld i en fotografering! ”Hvor er du dygtig til at sidde stille/danse/kigge i kameraet/ligge/fortælle”. Gør barnet noget som fungerer, så afsted med gode ord. Barnet mærker det med det samme og det har en god effekt.

 

5. Sjov

En børnefotografering skal være sjov! Det er det vigtigste! Hader barnet situationen, så bliver det for det første en forfærdelig oplevelse for barnet, men billederne bliver også ubrugelige. Har barnet en fest, så giver det lækre billeder men endnu vigtigere, så giver det barnet lyst til at blive fotograferet en anden gang! Er fotograferingen indendørs, så inkludér noget legetøj, gå på line, stå på et ben, hop, dans, kravl på noget, lav fjollede ansigter. Der er forskellige ting der virker hos hvert barn. Nogle gange er det super nemt, andre gange må man bruge af de forskellige tricks. Personligt elsker jeg at lave close up portrætter. Dette betyder at alt hvad der foregår rundt om og fra brystet og ned på barnet er ligegyldigt. Jeg har haft te-selskab imens jeg har fotograferet et barn! Jeg har hørt historier om børnehave, hvilke tossede ting mor og far gør, fortællinger om bedste venner, lavede fjollede ansigter, hørt om yndlingsfredagsslik og meget meget andet. Børnene elsker at fortælle og det kan ses på billederne! Spørger jeg et barn om hvor mange vinger en hest har, så skal du se et billede af et barn der tænker så det knager.

 

6. “Belønning”

Belønning er nederst på listen over løsninger på udfordrende fotograferinger. Når du siger til barnet: ”Du får lov at spille iPad når vi er færdige”, så hører barnet: ”jeg må spille iPad, det vil jeg nu!”. For dit barn ved ikke hvilken størrelse ”når vi er færdige” er. Giver du dit barn en figenstang, så er humøret måske bedre nu, men til gengæld sidder der figenstang i hele munden. Belønning er fint at bruge når vi er tæt på slutningen af et fotoshoot, altså når der er mindre end 5 minutter tilbage eller vi bare lige mangler det sidste billede. Her virker det nogle gange at sige ”Vi mangler bare lige et par billeder mere hvor dig og din søster ligger her på gulvet! Og så når i har gjort det så er vi færdige!”. Her mærker barnet at vi snart er færdige og ved det ikke varer længe.

 

7. Vær med

Du skal aldrig være bange for at være med. Du kan sidde lige ved siden af barnet imens vi tager billeder. Du er den bedste til at mærke hvor vidt dit barn er trygt. Vær ikke bange for at opføre dig fjollet når vi fotograferer. Dit barn elsker når du er tosset! Dit barn har fuld opmærksomhed på dig og glemmer tid og sted. På den måde kan jeg skyde løs og få en masse grin i kameraet. Laver du fjollede ting/vifter med farvestrålende legetøj som giver lyd? Så gør det så tæt på mit hoved som muligt så barnet kigger tæt på kameralinsen. Nogle gange giver det et skud energi at tosse rundt sammen med barnet i et par minutter, det er en god investering for det kan give os 5-10 minutter mere med mulighed for gode billeder.

 

8. Giv plads

Virker dit barn tryg ved mig? Taler dit barn med mig? Føler du dig en smule ignoreret af dit barn? Perfekt! Træd et skridt tilbage og giv plads. Nu har jeg mulighed for at tale/fjolle med dit barn og så vil jeg love at du får en masse lækre børnebilleder! Har du nogle input/ting du ønsker. Det kan du fint fortælle mig imens jeg skyder billeder. Når dit barn er ”in the zone” så gælder det om at skyde løs. Nogle børn synes det er fedt at blive fotograferet i fem minutter. Andre børn kan ikke få nok, det er meget forskelligt og afhænger også af søvn/mad/energi.

 

9. Hvordan er dit barn?

Børn er forskellige. Børnebilleder er forskellige. Er dit barn af den stille type? Det er så fint! Er dit barn fyldt med krudt og får dig til at rive håret ud af hovedet? Det er så fint! Jeg har fotograferet alle typer børn og det er altid gået fint. Hvis dit barn har masser af krudt bag i, så skal dit barn have lov at hoppe/danse/bevæge sig.  Er dit barn af den stille type? Så er det måske en god idé hvis dit barn får lov at vise fotografen noget legetøj og tale om det.

 

10. Kreativitet

Vær ikke bange for at være kreativ, komme med idéer. Min stil af billeder kan ses i mit galleri, men jeg er altid klar på nye idéer!
Har du et arvestykke fra et familiemedlem du kunne tænke dig at bruge på billederne? Det gør vi. Har dit barn en yndlingsbamse/legetøj/andet? Det får vi med. Hvis dit barn elsker en ting er det værd at mindes. Måske har du en lokation der har en betydning for dig eller en bestemt stil af billeder.

 

Har du læst mit indlæg med gode tips til dit bryllup?

Du finder det her!